oprettet
12. november 2002
Siden
opdateret
12. november 2002
Tilbage
Rasmus Peter Daugstrup
Ligfølget ved Rasmus Peter Daugstrups begravelse på Assistens kirkegård i København. Gengivet efter fotokopi af avisfoto.Rasmus Peter Daugstrups nekrolog
I Gaar Morges er vor gamle Partifælle, Borgerrepræsentant R. P. Daugstrup død i sit Hjem i Bartholinsgade. Om Aftenen var Daugstrup kommet hjem og havde følt sig ilde tilpas. Han mente dog ikke, at det var nødvendigt at hente Læge, og gik kort efter til Ro. Da Pigen i Gaar Morges kom ind med Morgendrikke, fandt hun ham død i Sengen. Et Hjærteslag havde gjort en Ende paa hans Liv.
R. P. Daugstrup blev 71 Aar, idet han fødtes den 2. Maj 1844. Efter at være konfirmeret kom Daugstrup i Skomagerlære i Aarhus, og efter at være udlært og aftjent sin Værnepligt tog han til Vestindien, hvor han var Soldat i 8½ aar.
Efter sin Hjemkomst kom Daugstrup straks ind i det store Organisationsarbejde, som da laa for. Han saa, hvor elendigt hans egne Fagfæller havde det, og han forstod, at skulde det overhovedet lykkes at bringe dem ud af denne Elendighed, maatte de samles indenfor Organisationens Ramme.
Paa den Tid var dette ikke noget let Arbejde, men med den Energi, store Arbejdskraft og Tro paa Sagen, som daugstrup var i Besiddelse af, var intet for svært for ham. Og Frugten udeblev heller ikke - trods al Modstand.
Inden der var gaaet ret lang Tid havde han i Forbindelse med andre gode Kammerater faaet samlet saa mange Kolleger, at Skomagernes Forbund kunde dannes. I flere Aar derefter var han dette Forbunds Leder, og i den Tid gik Faget mægtigt fremad. Samtidig overtog Daugstrup Ledelsen af Skomagersvendenes Sygekasse, som han i 26 a 27 Aar oparbejdede til en af de bedste Fagsygekasser.
Det var dog ikke alene i Fagorganisationen eller paa Sygekassevæsenets Omraade, at Daugstrup tog virksom Del. Ogsaa i den politiske Bevægelse udførte han et stort Arbejde, og netop dette bevirkede, at Partifællerne tildelte ham en Mængde Tillidshverv. I 1890 blev Daugstrup saaledes Revisor i Socialdemokratiets Forbund, og fra samme Aar har han samtidig været Delegeret paa alle de Kongresser, som vor Parti har afholdt. Til Kontrahent for vor Blad valgtes han ligeledes i 1890, og denne Forsamling beærede ham med Revisorposten i vort store Bladforetagende.
I 1901 valgtes Daugstrup ind i Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, og her har han haft Sæde siden.
Partifællerne lagde dog yderligere Beslag paa Daugstrups Arbejdsevne. I 1899 valgtes han ind i Borgerrepræsentationen, hvor han endnu havde Sæde. Han har været Medlem af mangfoldige Udvalg, og fra alle Sider faar vor afdøde Partifælle den Ros, at han altid udførte et godt Arbejde.
Rasmus Peter Daugstrup var en brav og god Kammerat, som alle holdt af. Den, der søgte ham for at hente Raad eller Hjælp i en eller anden Sag, gik aldrig forgæves. Med det noget robuste Væsen var han den ejegode Kammerat, der aldrig var gladere, end naar han vidste, at han paa en eller anden Maa .......... men i Nød, var Rasmus Daugstrup den første til at bringe Hjælp og Trøst. Netop han vidste, hvad Sygdom betød, idet hans efterlevende Hustru i mange Aar har været hjemsøgt af en frygtelig Sygdom.
Selv blev han fornylig udskrevet fra Hospitalet efter et langvarigt Sygeleje. Tilsyneladende havde Daugstrup genvundet sit Helbred, og hans kendte og prægtige Humør vendte hurtigt tilbage. Det saa ud til, at vort Parti endnu i mange Aar kunde have udnyttet hans store Arbejdskraft.
I Aftes fandt der en lille Højtidelighed Sted i den afdødes Hjem, hvorefter Daugstrups Lig førtes til kapellet paa Assistens Kirkegaard. Paa Søndag finder Begravelsen Sted. Tiden vil senere blive bekendtgjort.
I Borgerrepræsentationen vil R.P. Daugstrups Plads nu blive besat af vor Partifælle, fru Marie Rasmussen, der er bosiddende i 9. Kreds paa Amager.
(Kilde: Nekrolog i den socialdemokratiske presse)
Hæfte udgivet i anledning Rasmus Peter Daugstrups begravelse.
Begravelsen og Staunings tale
R.P. Daugstrup blev i Gaar Middags jordfæstet paa Assistens Kirkegaard under meget stor Deltagelse. Den hvide, blomstersmykkede Kiste stod paa en sortbetrukken Forhøjning foran Kapellet, medens en Snes faner md Socialdemokratisk Forbunds Jubilæumsbanner i Spidsen var opplantede for Enden og paa Siderne af Baaren.
Det var de politiske og faglige Organisationer samt Sygekasserne, der med deres Faner hædrede den Afdøde. Sørgemarskaller fra St. Andreas-Ordenen dannede Æresvagt omkring Baaren, medens Tusinder af Partifæller havde samlet sig foran Kapellet og i de nærmeste Gange.
Efter at det store Følge havde sunget en stemningsfuld Sørgesang, traadte Folkethingsmand Stauning hen til Baaren og holdt en varmtfølt og gribende Tale over vor afdøde Kammerat og trofaste Partifælle. Han udtalte bl.a.:
"En af Skovens Kæmpestammer er faldet. I Livets mange Storme, i Sygdom og Kamp stod vor Ven, Daugstrup, urokket; thi han var fuld af Livsmod og Livskraft. Han levede, trods den høje Alder, med i den Virksomhed som i Ungdommen blev hans, og Døde, som før var ventet under haard Sygdom, kom nu uventet men blidt og stille. For dem, der staar som Slægtninge og Venner ved en Afdøds Kiste, er der al Tid noget opløftende i at vide, at den, der gik bort, udfyldte sin Plads i Livet - gjorde sin Gerning. Og saaledes var det her. I et langt Liv udfyldte han den Plads, han fik anvist, og han gjorde det til den sidste Dag.
Han levede ikke et Liv for sig selv eller for sit Hjem alene. Hans Liv og hans Kraft viedes i Ungdommen til Virksomhed for andre, og naar han sad i sit Livs Aften, i Vennernes Kreds, og skuede tilbage paa de mange, svundne Aar, frydedes han over det store Fremskridt, som Arbejdet havde ført med sig for de smaa i Samfundet.
Da Daugstrup som ung Mand slog sig ned i København, havde han set og lært meget af Livet. At samle sine Klassefæller til Arbejde for fælles Interesser blev hans første Gerning og den fuldbragtes.
Det var strænge Tider for dem, der førte de nyey Tanker frem, og Daugstrup maatte føle Tidens Strænghed. Kammeraterne følte straks Tillid til den djærve Kæmpe, der talte til dem om en bedre Tid. Han kaaredes til Fører i sit Fag, og han udførte det brydsomme Arbejde med at samle de fortrykte og ofte ligegyldige Kammerater til den Gerning, der skulde rejse Arbejderklassen fra at være ringeagtet til at nyde fuld Borgerret i Samfundet.
Daugstrup gjorde sin Gerning, og han vaklede ikke, thi han vidste, at han var med til at kræve Menneskers Ret. Han tog de haarde Tag, som var fornødne. Han organiserede Arbejdet og Kampen, og han fik som Samfundets Tak for Rejsningsarbejdet den Fængselsstraf, som saa mange af Arbejderklassens Pionerer maatte lide. Daugstrups Tro svækkedes imidlertid ikke af Vandringen til Fængslet. Han byggede hele sit Liv videre paa det Værk, som grundlagdes for 40 Aar siden, og Tiden har lært os alle, at Halvfjerdsernes og Firsernes Arbejdere udrettede noget uhyre værdifuldt for Arbejderklassen og dermed for Samfundet.
Vor afdøde Kammerat blev i sin Virksomhed i mange Aar. Han var en jævn Mand, der ikke havde de rige Evner, men han var den staalsatte, flittige Arbejder og den trofaste Kammerat i alle Livets Forhold.
Daugstrup havde Øjet aabent for de store Mangler, vort Samfund aabenbarer, og han fik sit særlige Felt af Arbejdet, nemlig Omsorgen for de Syge. Som Sygekasseformand og som Borgerrepræsentant blev Sygeforsikringen, Sygeplejen, Hospitalsvæsenet, de Omraader, der stærkest tog hans Interesse, og han ydede igennem en Menneskealder et betydningsfuldt Arbejde for de vigtige Opgavers Løsning. Daugstrup ydede sin Indsats og andre ydede deres, og stort er der vundet derved.
De danske Sygekassers Stilling, Samfundets Anerkendelse af Pligten overfor de Syge og Hospitalsvæsenets høje og smukke Standpunkt er Resultater, hvortil vor afdøde Ven har ydet sin betydningsfulde Medvirkning.
For alt dette siger vi vor afdøde Ven en Tak, og vi tror, at Takkens Inderlighed vil være hans Hustru og Slægtninge en ringe Trøst over Tabet. Daugstrup og hans Hjem har haft haarde Tider ikke blot i Kampene udadtil, men Sorg og Smerte har hjemsøgt Hjemmet. I mange Aar har den nu efterladte Hustru lidt under en pinefuld Sygdom, og Daugstrup led ogsaa igennem Aarene under Sygdommens Smerter. Men disse haarde Vilkaar svækkede ikke hans Mod - lammede ikke hans Kraft. Han ansporedes tværtimod til fortsat Arbejde, thi han vidste, at Tusinder af Medmennesker, som led under lignende Skæbner, havde Trang til bedre Kaar, netop i Kampen mod Sygdom.
Daugstrups Bortgang har ramt Hjemmet haardt, thi han var den stærkeste, og vi kan kun udtrykke vor Taknemmelighed overfor den Hustru, som har været med til at bringe Ofre for at vor afdøde Ven kunde deltage i det store Arbejde. Daugstrups Minde vil vi bevare. Mindet om den robuste, i det ydre saa haarde, men i det indre saa hjertevarme, godmodige Ven. Han var pligtopfyldende og i Besiddelse af en udpræget Retsfølelse og havde en levende Interesse for alle, der maatte lide Ilde. Vi takker for Livet og for Arbejdet. Vi takker Vennen, Medarbejderen, den offentlige Tillidsmand, men først og sidst den djærve Arbejder, Arbejdets og Arbejdernes Mand R.P. Daugstrup. Æret være dit Minde."
Under hele den gribende Tale stod det mægtige Følge med blottede Hoveder.
Saasnart Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder" var forstummet, satte Sørgetoget med de mange Faner sig i bevægelse mod Graven. Nærmest Kisten fulgte den Afdødes syge Hustru i en Rullestol.
Ved Graven holdt Pastor Høyer fra Andreaskirken en kort Tale. Der var talt kønt om de gode Minder og sikkert smukt og sandt om den Afødes gode Gerning; men derfor var det ligegodt hos Frelseren, man skulde finde Fred for den gyselige Død.
Mens de mange Faner sænkedes over Graven, sang Kirkekoret et sidste Farvel.
Folkethingsmand Stauning bragte paa Hustruens og Slægtninges Vegne Følget Familiens Tak, samt tilføjede en Tak til Daugstrup fra det Parti, hvis Gerning han udførte til sin Død.
Formanden for Skomagersvendenes Sygekasse, Har. Hansen, udtalte ved Graven:
"Vi Skomagere tog din bedste Arbejdskraft, og som Tak for, hvad du har været for os, Daugstrup, lover vi Dig at fortsætte dit Arbejde. Det er det bedste Minde, der kan gives Dig."
Dermed var Højtideligheden til Ende, og Følget, hvoriblandt saas mange Borgerrepræsentanter, spredtes.
Til Daugstrups Baare var der sendt Hundreder af Kranse fra private Personer og offentlige Institutioner.
(Kilde: Begravelsesreportage i den socialdemokratiske presse)
Rasmus Peter Daugstrup og Birgitte Marie Sørensens gravsten på Assistens kirkegård i København. Amatørfoto fra 1999.
Fotogalleri 1
Fotogalleri 2
Fotogalleri 3
Tilbage