oprettet
12. november 2003
Siden
opdateret
17. juli 2009
Til forsiden
Til sporvogne
Tilbage
Vanløse Omnibusselskab
Selskabet blev nedlagt igen, da Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab i 1914 førte sin Hovedlinje igennem til Vanløse station.
Vanløses borgere opstillet ved indvielsen af den nye forbindelse til Frederiksberg.
Endnu et billede taget ved samme lejlighed.
I en næsten samtidig bog om Vanløse gives følgende beskrivelse af driften: Jernbaneforbindelsen med de faa og spredte Tog var dog ikke tilstrækkelig for det voksende Bypublikum, der efterhaanden slog sig ned i Vanløse, og det var virkelig en Forbedring, da der i 1903 (15. maj) aabnedes en Omnibuslinje, som udgik fra Smallegade paa Frederiksberg og førtes over Finsensvej - den tidligere Lampevej, der endnu ikke var reguleret i den yderste Ende nærmest Vanløse, hvor der var stejle Bakker - ad Jernbanealle til Stationen. Et privat Konsortium overtog Driften (fra 1911 med Tilskud af Kommunen) og benyttede ældre Omnibusser, der tidligere havde kørt i Hovedstadens Gader. Snart blev det dog aabenlyst, at Foretagendet havde Vanskelighed ved at bære sig. Det var et opslidende Arbejde for Hestene at trække den tunge, fuldt belæssede Vogn over Bakkerne, navnlig i Sneføre, og Entreprenøren udpønsede mange Midler for at forenkle den dyre Drift. Den første Vinter kørtes med Firspand, men det gentog sig ikke senere. En lille Tid stationeredes en Rytter paa de første Bakker; han hægtede sin Hest til Tospandet, og Omnibussen gjorde sin Entre i Vanløse som en tro Kopi af en gammeldags Pariseromnibus med tre Heste og Topsæder. En Vinter benyttedes den saakaldte "sorte Omnibus", en lettere Charabanc med et intermistisk Karosseri af sort Læder, forsynet med en Staldlygte og et Knippe Halm i Bunden, thi Fodkulden var meget følelig under den halve Times Køretur; den passager, der sad nærmest ved den aabne Vogndør, var forpligtet til at holde Lys i Lygten, et haabløst Sisyfosarbejde paa stormende sludfulde Vinteraftener; Lygten gik regelmæssig ud og der var mørkt som Graven i den sorte Omnibus, der sneglede sig frem i de øde Omgivelser.
Vejene maatte der ideligt repareres paa; naar den tunge Omnibus var i Gang, vendte den Vejens Bundsten i Vejret eller kørte Bogholderbroens møre Planker itu, og hver Gang den gamle Bro, der fra ældre Tid var Forbindelsesled mellem Vanløse og Frederiksberg, skulde sættes i Stand, fornægtedes den af alle. Efterhaanden kom der dog Fasthed i Omnibuskørslen. Linjen forlængedes til Rosenlund-Kvarteret og Driftsomkostningerne bragtes ned ved at forene Kusk og Konduktør i samme Person; i Vognens Forende ved Siden af Kuskens ophøjede Sæde indrettedes en Luge, og efter at Passagerernes Opmærksomhed var paakaldt ved Klemten med en stor Klokke, kom en - ikke altid lige proper - Haand til Syne i Lugen for at modtage den for Kørslen skyldige Tribut.
Trods alt gjorde Omnibussen god Fyldest, indtil endelig Frederiksberg Sporvejsselskab fik Koncession paa en Linje til Vanløse.
Til sporvogne
Tilbage
Til toppen