oprettet
2. april 2016
Siden
opdateret
2. april 2016
Til forsiden
Til sporvogne
Tilbage
Københavns Sporveje
I 1981 udgav Sporvognsfunktionærernes Organisations fagblad Sporvognen en række historiske blade, der omfattede årene 1945-80. Blandt artiklerne var der også erindringer fra nogle af linjerne, herunder fra linje 22.
En efterårsdag på linie 22
Vi har bedt en tidligere chauffør på linie 22 om at beskrive en omgang på linien, der dengang havde endestation på Mozarts Plads og noget anderledes forhold end i dag.
Det kan jo være meget morsomt at kaste blikket tilbage og prøve at erindre lidt om, hvordan det var at køre bus for mere end tredive år siden. Så lad os tage en tur med linie 22 en efterårsdag i slutningen af 40'erne.
Der var afgang kl. 10.15. Og hvad er det for en vogn, vi skal køre med - jo, det er en "REO" - det var nogle herlige vogne bygget på "REO"-chassis på en karosserifabrik i Sydhavnen - der var plads til 27 passagerer og to stående, men så var der også fuldt hus - det var en benzinvogn, og den kørte næsten lige så godt som en almindelig personvogn.
Nå, man gør alt klart til at starte, og lad os se lidt på udstyret - hvad er det så?. Jo, vi havde også en pengeveksler dengang - lidt mere firkantet end den nuværende og med møntindkast i 2 rækker fra 1 øre til 2 kroner.
Så havde vi en klippetang, og af billetter havde vi blå femøres ligeud - omstigninger og klippekort. Siden fik vi også udflugtsbilletter og fællesbilletter, hvor vi skulle klippe en million huller om året.
Nå, men inden vi skal køre, skal dørene lukkes, og det foregik ved håndkraft - med højre hånd lukkede vi døren og med venstre og et stangsystem henunder vognen lukkede vi bagdøren, og så gik det derud ad.
Var der koldt - og det var der tit om efteråret, havde vi et tæppe til at lægge over benene, for varmesystemet var ikke for godt, hvis det virkede. Var der is eller dug på forruden, havde vi et lille raffinement - en saltpose - det vil sige en lille pose af hessian, hvor der var fyldt tøsalt i - den brugte vi til at rense ruderne for is om vinteren, for der var jo ikke varme i vognen.
Ruten gik dengang fra Mozarts Plads - Stubmøllevej - Ellebjergvej - Folehaven - Vigerslevvej - så kunne det godt ske, at vi nåede Langagervej, netop som bommen var gået ned for jernbanen, mens syd- eller vestbaneekspressen passerede - så gik det videre til Ålholm Plads og ud ad Ålekistevej.
Dengang var der næsten ingen lysregulering, og trafikken var først ved at komme i gang efter krigen. Så det var stille og fredeligt. Vi havde afløsning ved Jydeholmen, men ellers gik det videre ad Husumvej til Frederikssundsvej, og det tog i alt ½ time med 27 passagerer.
Jeg kørte i næsten 30 år på linie 22, og det giver et hyggeligt forhold til kunderne - man kender dem godt og måske særligt børnene, som man kørte i skole i mange år - man har set dem blive konfirmeret, gift og få børn. Jeg har endog haft piger fra de tidlige år på linie 22, der er blevet bedstemødre.
Man kendte som sagt sine kunder godt. Jeg husker en lille hændelse fra en sen aften, da jeg holdt ude i Husum og kun havde 2 ældre damer i vognen.
Så kom Jensen - mangeårig kunde, som altid var sober og hjemme hver dag - den dag var han dog noget anløben, og han sagde: "Det er nu også lovligt meget med både jubilæum og fødselsdag på en dag - men når jeg kommer hjem, så siger jeg - Go' aften, fru Jensen - så siger hun resten".
Nå, dette giver forhåbentlig et lille indtryk af arbejdsforholdene på linie 22 i 1948.
Folkerumslokalet på endestationen i Husum. Udateret foto.
Til sporvogne
Til toppen
Tilbage