oprettet
21. maj 2002
Siden
opdateret
24. august 2007
Til forsiden
Til sporvogne
Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskab
Kusken på Farimagsgadelinjen holder klar til afgang på Trianglen. Xylografi fra 1884.
Barske vilkår for en sporvognskusk
For hestesporvognenes kuske og konduktører var tilværelsen rig på sorger og fattig på glæder. Deres sociale forhold var så eventyrligt ringe, at pigen med svovlstikkerne meget vel kunne have haft en frysende kusk som sin fader.I tiden før århundredskiftet var sporvejenes personale lønnet så dårligt, at de ikke havde råd til andet end det allernødvendigste til livets opretholdelse. Det var armod uden håb - og en arbejdsdag ligeså lang som den strækning, der hver dag skulle gennemkøres i regn og kulde, solskin og snestorm.
Tidligere vognstyrer Frederik Bjeverskov, 78, har en klar erindring om den tids vilkår, som han lærte at kende fra barnsben. Faderen var kusk på en af de hestetrukne linjer og kunne ikke engang skrive sit eget navn.
- Jeg kan huske helt tilbage til 1899, da jeg hørte rådhusklokkerne slå for første gang. De lød lige så tydeligt på Trianglen som på Rådhuspladsen. Vi boede på Blegdamsvejen lige ved siden af en remise, som var omgivet af et stort plankeværk, hvor vi drenge ofte sad og så på, når de red ud med hestene.Det var praktisk taget den eneste fornøjelse, man som drenge havde dengang, når faderen var kusk nr. 18 ved "Forstædernes Sporveje". I 1894 var hans løn 2,33 kr. om dagen. Året efter kom der en lønforhøjelse på 25 øre om dagen, og det var efter datidens forhold en stor fremgang. I 1899 blev alle hovedstadens selskaber slået sammen til Københavns Sporveje, hvor årslønnen for en kusk blev fastsat til 1.456 kr. - det vil sige en ugeløn på 28 kr. og en dagløn på sølle 4 kr. Frederik Bjeverskov fortæller:
- Min fader havde en arbejdsdag, der ofte var på 18 timer ud af døgnets 24 timer og aldrig mindre end 14 timer, så vi børn så ham kun, når han havde fri. Ellers sad han på bukken, hvad enten det sneede eller regnede. Om dagen havde han kun een pause på 20 minutter til at spise i, og derfor måtte en af os hver dag gå fra Lyngbyvejen med hans middagsmad.
Hjemmet var mildest talt spartansk udstyret. Inde i en mørk baggård var der en 2-værelses lejlighed med alkove, og der levede familien Bjeverskov med syv børn - ni personer stuvet sammen under de trangest mulige kår.
- Jeg skal gerne indrømme, at det ikke var til at trække vejret. Vi havde en spisestue, hvor børnene aldrig måtte komme, for trods al fattigdom skulle vi have et pænt sled. Soveværelset var vores fællesstue. Inventaret bestod af en seng, et gammelt fløjbord, nogle træstole, et par petroleumslamper og en kakkelovn. Intet andet.
I alkoven sov alene fire af børnene, men det var ikke alene småt med plads. Familien Bjeverskovs daglige kost var heller ikke noget at råbe hurra for. Den bestod af en kop the om morgenen, et stykke mad midt på dagen og til middag - varm mælk med rugbrødsterninger.
- Rigtig middagsmad fik vi vistnok kun een eller højst to gange om måneden, og den bestod da af gule ærter, som dengang var en meget almindelig spise. Mere var der ikke penge til, undtagen juleaften, hvor vi fik flæskesteg.
- Fra mit barndomshjem på Lyngbyvejen har jeg et tragikomisk minde om en jul. Min moder havde sat flæskestegen i køkkenvinduet og var gået ind i spisestuen for at hente mere. Da hun kom tilbage et minut efter, var der nogen, som havde stjålet stegen. Så fik vi ikke mere at spise den juleaften.
Da Frederik Bjeverskov var dreng, kendte han ikke til fritid. Hver dag stod han op kl. 6.30 for at være i skole ved ottetiden. Hver dag måtte han vandre en halv time hver vej. Når han kom hjem fra skole, nåede han lige at få en bid brød, før han måtte ud at arbejde for føden. Fra kl. 14 til kl. 20 var han bybud for en hattemager, der syede cykelkasketter, som de kaldtes. Hver dag gik han med en trækvogn fra Østerbrogade 106 til Østergade på Strøget, hvor han skulle aflevere 5-6 æsker fyldt med kasketter.
For sit arbejde fik han - siger og skriver - 2 kr. i ussel mønt, og så måtte han endda om lørdagen arbejde indtil kl. 22-23 om aftenen. Søndag morgen måtte han op og løbe med mælk, så der er ikke noget at sige til, at han var træt, når han gik i seng, og sov som en sten. Fritid var der intet af.
- Det var fattige kår, skal jeg gerne indrømme, og man kan sige, at jeg faktisk ingen barndom har haft. Det var bare i skole og de lange spadsereture.
Frederik Bjeverskov kan ikke erindre, at man nogensinde fejrede en fødselsdag. Og gaver var der slet ikke penge til - undertiden var der dårligt nok til julemaden. Men en konfirmation blev der dog til.
- En smule fest var der, men det var minimalt, og jeg kan ikke huske, om jeg fik nogen gave. Det var nok, at man skulle have et sæt tøj. Vistnok fik jeg et ravrør i konfirmationsgave af en urtekræmmer, jeg havde gået lidt i byen for.
At der i kongens stad kunne være liv og glade dage, opdagede Frederik Bjeverskov først mange år senere. Da han var dreng, var der ikke en øre til fornøjelser, og derfor oplevede han først at komme i Tivoli, da han var blevet gift og havde fået børn.
- Så kunne jeg tillade mig lidt mere, fordi lønnen var blevet bedre. Det blev til både en biograftur i ny og næ og en spadseretur på Langelinje, hvor jeg kunne købe en is til børnene, hvad man ikke kunne, da jeg var barn.
- Kan De overhovedet huske Deres fader, som De næsten aldrig så noget til?
- Min fader havde overhovedet ingen uddannelse. Hvis han skulle læse en avis, sad han med den hele dagen, fordi han langsomt og møjsommeligt måtte stave sig igennem linjerne. Nogen skole havde han aldrig gået i.
- Til gengæld kunne han regne, men han kunne ikke skrive tallene. Det måtte andre gøre for ham. Han har aldrig kvitteret for sin løn og aldrig underskrevet en rapport ved sporvejene, for han havde aldrig lært at skrive.
- Trafikmesteren vidste det og skrev navnet for ham på lønsedlen. Først da jeg i 1911 kom til, kunne jeg kvittere for hans løn. En enkelt gang måtte jeg føre hans hånd, da myndighederne krævede hans personlige underskrift. Vi skulle have et adoptivbarn, og jeg styrede hans hånd. Resultatet var helt ulæseligt.
- For at mine børn skulle få en uddannelse, arbejdede jeg også for det meste på mine fridage. Undertiden havde jeg ikke en eneste fridag i halvanden måned, men det lykkedes heldigvis for mig at give dem en bedre start i tilværelsen, end jeg fik.
Langsomt blev forholdene mere tålelige for personalet ved Københavns Sporveje, der i 1911 blev overtaget af kommunen. Frederik Bjeverskov, der øjensynlig har arvet sin faders talent for at regne, har foretaget et regnestykke, der på en pudsig måde vises udviklingen.
Hele sit liv har han samlet på tal. Hans notesbøger indeholder et uerstatteligt kildemateriale om lønningerne indenfor sporvejene fra 1863-1972. Og han har gjort et præcist regnskab for, hvad han i årenes løb har tjent.
Som løn har han ifølge sit regnskab fået nøjagtigt 238.311,51 kroner. I pension har han fået 209.757,09 kroner, og det vil sige, at han om et års tid har fået ligeså meget i pension som i løn. Derfor siger han:
- Ærlig talt - jeg synes nok, at jeg har haft en trist barndom, men til gengæld har jeg haft en pragtfuld alderdom. Jeg har det i dag som blommen i et æg.
(1972)
Til toppen
Tilbage