oprettet
20. november 2003
Siden
opdateret
20. november 2003
Til forsiden
Til sporvogne
Tilbage
Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab
Sporvognsstrejken på Frederiksberg i 1911
Af Alfred Dyre
(Af politikommissær Alfred Dyres utrykte erindringer bringes her et afsnit omhandlende en bevæget og i sin tid meget omdisputeret episode i Frederiksberg politis historie. Kilde: Frederiksberg gennem tiderne VII, Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg, 1958)
Den 1. august 1911 udbrød der strejke indenfor A/S Frederiksberg Sporvejsselskab, idet funktionærerne søgte at opnå samme løn som de københavnske sporvognsfunktionærer. De frederiksbergske 2-etages sporvogne havde 2 linier, nemlig een, der gik fra Frederiksberg Runddel til Nørrebros Runddel og retur (Tværlinien) og en hovedlinie, der gik fra Frederiksvej (bag Frederiksberg Have) ad Fasanvej, Smallegade, Gl. Kongevej til Rådhuspladsen. Derfra ad Aaboulevard, Bülowsvej Rolighedsvej og Godthaabsvej til Fasanvej. Herfra kørte hver anden sporvogn til Nyelandsplads, og hver anden til Fuglebakken og hele den anførte vej retur. På den første strejkedag blev hovedlinien afkortet, således at sporvognene fra Rådhuspladsen kun kørte til Smallegade-krydset og videre ad Falkoner Alle og over Roligheds-krydset tilbage til Rådhuspladsen og omvendt i modsat retning, medens Tværlinien blev midlertidig ophævet. Arbejdsvillige vognstyrere og konduktører, der bestod af unge mennesker bl. a. af mange studenter, fik en hurtig uddannelse af overordnede funktionærer.
På krydsene henholdsvis ved Allégade-Falkoner Allé og ved Rolighedsvej-Falkoner Allé samlede der sig snart mange mennesker, dels strejkende sporvognsfunktionærer og dels nysgerrige personer, som ønskede at se, hvorledes man fra de arbejdsvilliges side løste opgaven med hensyn til at skifte trolje-stangen fra den ene strømledning til den anden. Denne manøvre udførtes naturligvis mindre godt af det nye uøvede personale, og dette fremkaldte selvfølgelig stor munterhed fra tilskuernes side. Vanskelighederne forøgedes derved, at enkelte personer, inden sporvognen foretog svingningen henholdsvis til højre eller venstre enten ad Falkoner Allé eller fra denne ad Gl. Kongevej eller ad Rolighedsvej, sprang på sporvognen, og ved at trække i snoren, der fører til trolje-stangen, lykkedes det at få den igangsættende sporvogn til at standse.
Denne "folkeforlystelse" samlede efterhånden allerede på den første strejkedag store opløb på de pågældende kryds. Det faldt i min lod i Allégadekrydset at foretage den første anholdelse under strejken af en af de værste urostiftere, som jeg flere gange havde advaret mod at fjerne trolje-stangen fra strømledningen. Man havde dengang ingen politibiler, og med stort besvær fik jeg den anholdte person anbragt i en på krydset holdende hestedroske. Til stor fornøjelse for det tilstedeværende publikum gjorde den anholdte person stærk modstand, og særlig ved anbringelsen i drosken havde jeg vanskeligheder at overvinde, idet han ved indgangsdøren stemte begge sine hænder mod droskens side, og droskekusken turde åbenbart af hensyn til tilskuerne ikke give mig en hjælpende hånd. Ved at løfte ham op bagfra lykkedes det mig omsider at få ham trukket op i drosken og anbringe ham i dennes bund. Heldigvis var der ikke langt til politistationen på Frederiksberg Runddel, for under hele køreturen søgte den anholdte ved vold at befri sig, men jeg var i det heldige tilfælde at kunne holde ham nede.
Da opløbene forøgedes ved de to nævnte vejkryds de følgende strejkedage, gjorde birkedommer Sylow, der også var politimester, brug af bestemmelserne i lov om politiet uden for København af 4. februar 1871 ved udstedelse af forbud for publikum mod i den tid, sporvognene kørte, at stå stille på de pågældende vejkryds, nemlig Allégadekrydset og Rolighedskrydset. Samtidig resolverede politimesteren, at personer, der ikke efterkom forbudet, omgående skulle noteres af politiet.
Publikum var lidt desorienteret ved dette forbud, og mange personer mente at være i deres lovlige ret, når de stod stille og beskuede butiksvinduerne i det forbudte område, navnlig kvinder. I stedet for at vejlede publikum tog en del af pressen stærkt til orde mod den af politiet iværksatte foranstaltning. Begge de nævnte kryds blev besat med 1 inspektionsbetjent eller overbetjent og 4 politibetjente, og der blev efter ordre skredet stærkt ind mod de personer, som ikke efterkom forbudet, idet de i de første dage blev noteret af politiet, men efter nogle dages forløb gav politimesteren yderligere ordre til, at alle uden undtagelse skulle anholdes, når forbudet blev overtrådt.
Dette foranledigede, at et frederiksbergsk kommunalbestyrelsesmedlem en skønne dag stillede sig midt i Rolighedskrydset og tog et overblik over situationen. Han blev omgående opfordret til at passere krydset af en af de tjenstgørende politibetjente, men da han udtalte, at han først agtede at forlade stedet, når det passede ham, blev han øjeblikkelig erklæret for anholdt, og under stort spektakel og opløb blev han ført til den daværende politivagt på Adilsvej. Efter at politimesteren var blevet telefonisk underrettet om anholdelsen, resolverede han, at den pågældende ikke måtte løslades, men derimod skulle køres til arresthuset på Blegdamsvej og anbringes der indtil næste dag, hvor han så i Frederiksberg birks politiret ville få sin sag pådømt af straffedommeren. Hvor stor bøden blev, erindrer jeg ikke.
Disse urolige tilstande fortsatte i nogle uger, og hver en anholdelse af personer foranledigede opløb og "fest i gaden". I tiden mellem kl. 20 og 21, hvor sporvognene indstillede den daglige kørsel, spadserede folk for at tilfredsstille deres nysgerrighed i tætte stimer i Allégade til og forbi sporvognsremisen. Dette gentog sig aften efter aften i længere tid til fordel for urostifterne, som også ved denne lejlighed gjorde alt for at dække sig i folkemængden, så de blev usynlige for politiet. Ved Allégadekrydset måtte derfor en politibetjent bestige sporvognen og stille sig ved siden af vognstyreren, medens sporvognen af hensyn til folkestimlen langsomt kørte gennem Allégade til remisen.
Henimod slutningen af måneden gik en del af de ældre funktionærer tilbage i deres stillinger, idet direktøren for sporvejsselskabet havde meddelt de strejkende, at de alle ville blive betragtet som afskedigede uden pension, hvis de ikke inden for et nærmere bestemt tidsrum meldte sig til tjeneste. Dette forhold forværrede tilstandene og uroen på de frederiksbergske hovedgader, hvor sporvognene kørte, og det skete, at det frederiksbergske politi blev stillet overfor en daglig ondsindet kritik i den arbejdervenlige del af dagspressen. Det var en let sag for politiet uvenlige personer at give daglige beretninger om de forskellige polititjenestemænds "brutale adfærd" overfor visse fredsommelige borgere. Politiets tjenestehandlinger blev refereret i denne del af pressen på en langt fra objektiv måde. Den "sorte liste" over politiets betjente, som daglig førtes i den nævnte presse, var nem at føre, og ligeledes var det nemt at identificere de forskellige politimænd, som vakte mishag, fordi alle polititjenestemænd både i København og Frederiksberg var forsynet med tjenestenumre på uniformen. Disse tjenestenumre viste sig særlig ved denne lejlighed at være meget uhensigtsmæssige for polititjenestemændene. Den mindre hæderlige omtale af utidig "tjenstivrighed" og "uheldig" optræden overfor fredelige borgere virkede ikke alene overfor de pågældende polititjenestemænd, men også overfor deres respektive hustruer og børn, navnlig overfor de skolepligtige.
Efterhånden gik flere og flere sporvognsfunktionærer i arbejde i erkendelse af, at strejken måtte anses for tabt, men det skabte samtidig en stor irritation hos visse dele af befolkningen, særlig blandt en del af ungdommen.
Man startede en "fodsportsforening" med ungsocialisten Marius Christensen som formand, og denne forening havde ihvertfald det praktiske formål to gange om ugen at holde møde i Folkets Hus på Jagtvej for derefter at marchere i ordnet formation ad Jagtvej til Frederiksberg-grænsen ved broen over den daværende Ladegårdså til Falkoner Allé. Ruten gennem Frederiksberg fortsatte gennem Falkoner Allé ad Gl. Kongevej, Alhambravej og Kingosgade, og når Københavns grænse igen var nået, da ad Enghavevej til det daværende forsamlingshus.
Strækningen gennem den københavnske del af ruten foregik i nogenlunde ro, og Københavns politi fulgte processionen indtil den frederiksbergske grænse, men så begyndte urolighederne med råb og ondsindet opførsel over for det kørende personel og overfor det sporvognskørende publikum. Endog stenkast blev foretaget mod de forbikørende sporvogne i den åbenbare hensigt at afholde publikum fra at køre som passagerer med de frederiksbergske sporvogne.
Det frederiksbergske politi blev udsat for hån og spot, og der vankede i tilgift ekstratjeneste til alle mand i styrken i den tid, ca. 2 måneder, urolighederne blev holdt i live af den ovenfor nævnte "fodsportsforening". Det eneste man fra politiets ledelse foretog sig i den periode var at nedlægge forbud mod at ombære plakater, der reklamerede for indmeldelse i "fodsportsforeningen". Politiets ledelse nærede formentlig den tanke, at optøjerne og uroen ville ophøre af sig selv, hvis politiet udviste lidt tålmodighed og tolerance.
Omsider indløb der en mængde klager til stationen og birkekontoret (politimesterkontoret) over de ufredelige forhold med råb, støj og spektakel fra beboerne i Falkoner Allé og Gl. Kongevej. Så fandt politimesteren tiden inde til at få standset de utålelige tilstande.
Politimester Sylow sendte derefter politifuldmægtig Hugo Carstensen til politidirektøren i København for at anmode ham om at foranledige, at urostifterne ikke fik lejlighed til efter mødet at danne procession, men blev bortvist fra Jagtvej ved mødets slutning. Politidirektøren resolverede, at da det ikke var i København, at optøjerne fandt sted, men derimod på Frederiksberg, fandt han ingen anledning til at efterkomme anmodningen.
Politimesteren beordrede derefter samme dag hele den frederiksbergske politistyrke til tjeneste om aftenen kl. 19, den ene halvdel skulle under ledelse af politifuldmægtig Carstensen danne kæde tværs over Falkoner Allé ved grænsen til København og den anden halvdel under ledelse af en overbetjent (senere politiassistent Jens Jensen) danne kæde tværs over Bülowsvej ligeledes ved grænsen mellem København og Frederiksberg, og derved mente politiets ledelse at have dækket indgangene til Frederiksberg, hvad også viste sig at slå til. Jeg selv befandt mig i politikæden ved Falkoner Allé. Opstillingen af politikæden og ventetiden, der forløb, inden processionen viste sig, havde foranlediget et stort opløb, og opløbet blev endnu større, da processionen som sædvanlig blev ledsaget af mange nysgerrige personer.
Da processionen nærmede sig grænsen, gik politifuldmægtigen foran politikæden og tilråbte processionen, at den ikke denne aften kunne forvente at passere grænsen til Frederiksberg, og at processionen måtte opløse sig. Processionen standsede et kort øjeblik, men pludselig råbte føreren (en søn af en kendt politiker) "Fremad kammerater; vi skal over grænsen". I samme øjeblik kommanderede politifuldmægtigen styrken til at trække stavene og gå mod processionen. Processionens deltagere bevægede sig nærmest i løb mod politikæden, og et voldsomt slagsmål fandt sted nogle få øjeblikke, men derefter fik politiet overtaget, og processionens deltagere og det nysgerrige publikum blev drevet et godt stykke vej ind på Københavns grund. Der faldt nogle drøje slag med stavene, men i den forvirring, der opstod, var det umuligt at skelne mellem urostifter og tilskuer, og dette forhold var grunden til, at kløene ikke blev givet helt retfærdigt. Den forannævnte fører blev trukket indenfor politikæden og anholdt, men han blev ganske ustyrlig og modsatte sig anholdelsen. Han blev dog overmandet af 3 à 4 politimænd og ført til politivagten på Adilsvej og derefter til arresthuset på Blegdamsvej.
På broen over åen så der ikke godt ud efter "slaget". På fortovene og på kørebanen lå beklædningsgenstande, iturevet tøj, hatte af forskellige slags, stokke og paraplyer, ja endog en væltet barnevogn, men dog uden barn. Da politikæden atter blev dannet, kom politimester Sylow til syne foran kæden og takkede varmt hver enkelt politimand for hans gode indsats, og politimesteren lovede, at uroen og spektaklerne sikkert nu ville ophøre, så han ikke længere behøvede at give politiets tjenestemænd ekstratjeneste. En særlig kompliment gav politimesteren en kollega, der havde glemt sin stav, fordi han trods sin tjenesteforseelse ved ikke at have sin stav hos sig dog havde udvist god konduite ved at gøre brug af en lægte, som han havde fundet på en byggeplads i umiddelbar nærhed af, hvor politikæden blev etableret, nemlig ved opførelsen af ejendommen Falkoner Allé 120.
Efter "slaget" spredte processionens og opløbets deltagere sig langs med åen på Københavns, grund, og Københavns politi under anførsel af politiassistent Hakon Jørgensen (den senere politidirektør forventede sikkert, at opløbet af sig selv ville opløse sig. Da dette imidlertid ikke skete, begyndte Københavns politi at røre på sig og opfordrede publikum til at forlade stedet, hvad man ikke var særlig villig til, idet man for en stor dels vedkommende ydede passiv modstand mod denne befaling. En mandsperson nægtede imidlertid rent ud at gå sin vej, og dette foranledigede, at han blev anholdt af Københavns politi. Under transporten (gående, da man endnu ikke havde politibiler) til Lyngbygades politistation fulgte hele opløbet bag efter, og da politistationen var nået, fik urostifterne udløsning for deres vrede ved at knuse flere af politistationens ruder.
Efter denne episode så man ikke mere til den såkaldte "Fodsportsforening". Der blev atter fred og ro på de frederiksbergske gader og veje, men angrebene i dagspressen på det frederiksbergske politi hørte ikke op. De blev så til gengæld imødegået af en anden del af pressen, der tog afstand fra "moabit skildringer" og de "sorte lister" samt fra "Frederiksberg Fodsport Forening", hvis medlemmer betegnedes som læredrenge og løse eksistenser. Følgende passus i et politivenligt dagblad finder jeg anledning til at citere: "Først iværksætter N. N. ... de tåbelige og ondsindede optøjer, som konsekvent fører til angrebet på politiet. Dernæst bliver urostifterne med deres følge af bisser og bøller i N. N, kaldt de fredeligste og skikkeligste borgere, som overfaldes af det onde politi. At de brave folk "kom til" at slå ruderne ud på politistationen - der oven i købet er en københavnsk politistation skyldes kun en undskyldelig misforståelse."
Denne pressepolemik varede i nogen tid, og tilsidst bebudede det politifjendtlige blad, at der i Frederiksberg kommunalbestyrelse ved førstkommende kommunalbestyrelsesmøde vilde blive fremsat forslag om nedsættelse af et udvalg, hvor publikum kunne henvende sig og klage over den brutale og dårlige medfart, det eventuelt fra politiets side havde været udsat for.
Efter den gamle retsordning og kommunallovgivning var politimesteren i Frederiksberg birk foruden dommer i civilretten, tinglysningsdommer og skifteforvalter også den juridiske formand for Frederiksberg kommunalbestyrelse, men de almindelige kommunalbestyrelsesmøder blev ledet af en af kommunalbestyrelsen valgt formand, overretssagfører Godskesen, der efter 1918 blev valgt til borgmester.
Ved det pågældende kommunalbestyrelsesmøde, hvor undertegnede var privat til stede blandt tilhørerne, viste politimester Sylow sig ved mødets begyndelse og indtog sin plads i formandsstolen.
Politimesteren åbnede mødet og udtalte udenfor dagsorden, at han gennem et dagblad havde erfaret, at man i kommunalbestyrelsen denne aften agtede at indbringe et forslag om nedsættelse af et udvalg, overfor hvilket man kunne fremføre sine besværinger over politiet i anledning af sporvognsstrejken. Politimesteren nedlagde en skarp protest mod nedsættelse af et sådant udvalg, idet han oplyste, at han personlig påtog sig ansvaret for alt, hvad politistyrken og de enkelte medlemmer af denne havde udrettet i de urolige dage både under og efter strejken, ja, han ville endog udtrykke sin tilfredshed og anerkendelse overfor politistyrken for dens gode indsats og for hver enkelt politimands gode tjeneste. Da politimesteren selv påtog sig hele ansvaret for alt, hvad der var sket, ville det være meningsløst og tidsspildende at nedsætte det påtænkte udvalg, idet han tilføjede, at han personlig nægtede at redegøre noget som helst angående politiets forhold overfor et udvalg, nedsat af kommunalbestyrelsen. Denne nægtelse var ikke ensbetydende med, at politimesteren ville fragå sit ansvar, tværtimod var han rede dertil, men på rette tid og sted og ikke overfor Frederiksberg kommunalbestyrelse. Derefter forlod politimesteren mødesalen.
Nogle måneder efter blev jeg beordret til tjeneste på birkekontoret, og hos personalet på dette kontor fik jeg bekræftet bestemte rygter, der gik ud på, at politimesteren efter sin tale i kommunalbestyrelsen nogle dage efter blev kaldt op i justitsministeriet, hvor justitsministeren (vistnok Bülow) ønskede en redegørelse for politiets handlemåde under og efter sporvognsstrejken. Det skete, og justitsministeren udtalte til slut overfor politimesteren, at han måtte udtale, at han i nogen grad misbilligede politiets hårdhændede fremgangsmåde, der havde givet anledning til den megen uro og kritik i pressen. Politimester Sylow blev ikke svar skyldig og han replicerede: "Sålænge jeg er politimester på Frederiksberg, bestemmer jeg politiets fremgangsmåder, og hvis ikke mine dispositioner tilfredsstiller justitsministeren, kan De jo afskedige mig."
Men den anvendte fremgangsmåde syntes nu alligevel at have været den rigtige, for "Fodsportsforeningen" ophørte med sin march gennem Frederiksberg, og ro og orden blev genoprettet på de frederiksbergske gader og veje.
At Frederiksberg politi derimod havde sat sin popularitet over styr hos en stor del af den stor-københavnske befolkning under og umiddelbart efter sporvognsstrejken beviser følgende tildragelse:
En søndag morgen under strejkeperioden, da jeg patrouillerede på den frederiksbergske side af Aaboulevard, kom to københavnske politibetjente ud fra en beværtning beliggende på den københavnske side af boulevarden med to mandspersoner, som de havde anholdt i beværtningen. Den ene anholdte person fulgte godvillig med den ene politimand, men den anden satte sig stærkt til modværge mod anholdelsen. Da jeg fra min post kunne se, at min københavnske kollega havde stort besvær med at klare sig mod den rasende mand, idet de begge lå på fortovet, hvor snart den ene og snart den anden havde overtaget, løb jeg over grænsen, og af formelle grunde spurgte jeg min københavnske kollega, om han ønskede min assistance. Da han ønskede den, fik vi i forening rejst manden op og førte ham under stort besvær ad Skyttegade til den daværende politivagt i Korsgade. Til trods for at begge vi politimænd førte ham frem ved at holde ham fast i hver af hans arme, forsøgte han at frigøre sig ved at sætte af med benene og springe til vejrs og rulle rundt med hovedet nedad mod stenbroen. Det lykkedes kun een gang for ham at frigøre sig for vore tag i hans arme, og han fandt derefter på at smide sig ned på stenbroen og stikke sine ben ind mellem vore ben, så vi begge faldt omkuld. Da det var tidligt på dagen, var opløbet ikke særlig stort, men fra vinduerne i ejendommene i Skyttegade gav flere af beboerne deres mishag til kende over min nærværelse ved at råbe, hvad jeg havde at gøre på Københavns grund. "Gå hjem, hvor du hører til, din frederiksbergske bandit", hørte jeg en ru mandsstemme råbe fra et af vinduerne, og i det samme fløj en potteplante ned på gaden, og urtepotten knustes i umiddelbar nærhed af mig, men jeg kom dog omsider sammen med min kollega og den anholdte helskindet hen til politivagten i Korsgade. For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at den frederiksbergske politiuniform på daværende tidspunkt afveg meget fra den københavnske, navnlig om sommeren, hvor frederiksbergske politimænd var iført hvide benklæder, hvid hue og brune sko, og dette forklarer, at Skyttegadebeboerne straks kunne se, at jeg var en frederiksbergsk politimand.
Således forløb i det store og hele sporvognsstrejken på Frederiksberg. Sporvognsfunktionærerne hos "Nesa" strejkede samtidig med frederiksbergerne, men strejken derude forløb, så vidt jeg ved, uden større uro eller optøjer af nogen art.
Broen over åen ved Falkoner Alle benævntes flere år efter de drastiske begivenheder i folkemunde som "Knippelsbro".
Det frederiksbergske politikorps opstillet foran politistationen, der i dag rummer Morskabsmuseet, ved Frederiksberg Runddel. Bygningen var politistation i årene 1886-1919. Billedet er fra 1910, men ikke taget i forbindelse med sporvognsstrejken.
Til sporvogne
Tilbage
Til toppen