Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab

Siden oprettet 20. november 2003 Siden opdateret 20. november 2003 Til forsiden Til sporvogne Tilbage	Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab Den første vogn ført af strejkebrydere ankommer til Rådhuspladsen. (Uddrag af Festskrift i Anledning af Sporvejs- og Omnibusfunktionærernes Organisations 50 Aars Jubilæum, 1897 - 4. Januar - 1947, København 1946) Efter at Københavns Kommunalbestyrelse havde vedtaget at overtage "De københavnske Sporveje", debatteredes ivrigt det Spørgsmaal, hvilke Lønninger, der kunde naas, og hvorledes Forholdene vilde stille sig for Funktionærerne ved Frederiksberg og Tuborg-Klampenborg Selskaberne, og da Lønforholdene var endelig fastslaaede for Københavnerne, var der vistnok fuld Enighed om, at de to private Selskabers Funktionærer burde op paa de samme Lønninger, som betaltes af Københavns Kommune. Selskabernes Uvillighed til at vise Indrømmelser var man paa Forhaand klar over, men naar blot man stod samlede, mente man nok at kunne tvinge dem dertil; paa Arbejdstidsspørgsmaalet kunde man saa eventuelt slaa lidt af. Saaledes stod Opfattelsen af Sagen, da man den 23. Juni sendte Selskaberne Udkast til Løn- og Arbejdsvilkaar, det var det samme, som lidt tidligere var sendt Københavns Kommune. I nogle Forhaandsforhandlinger, der førtes, naaede man kun til, at Direktør Hammerich, der havde afløst Hr. Winsløv paa Frederiksberg tilbød at gaa med til en samlet Lønforhøjelse paa 20.000 Kr., eller ca. 80 Kr. pr. Mand aarlig, medens Direktør Angelo paa Tuborg-Klampenborg Selskabets Vegne erklærede, at dette Selskab ikke var i Stand til at gøre nogensomhelst Indrømmelse. Da det saaledes var tydeligt, at man ikke kunde komme nogen Vegne med Selskaberne med det gode, sammenkaldtes til Generalforsamling, hvor først den samlede Organisation gav Medlemmerne ved de to Selskaber Sanktion til at nedlægge Arbejdet, og hvor derefter Funktionærerne ved de paagældende Selskaber, hvert Hold for sig vedtog at standse pr. 1. August, hvis ikke en tilfredsstillende Ordning forinden kunde træffes. Organisationen bebudede saa, trods Advarsel fra de samvirkende Fagforbund, der ikke vilde godkende Arbejdsnedlæggelsen paa indeværende Tidspunkt, overfor Selskaberne, at Arbejdet vilde blive standset den 1. August. Nogle Møder under Hovedorganisationernes Medvirkning forblev resultatløse, og man var nu naaet til den 31. Juli, uden at man var kommet hinanden nærmere. Men saa fremkom Statens Forligsmand med Forslag om at udsætte Strejken i 8 Dage. Dette vilde man nok fra Organisationens Side gaa med til, naar Forligsmanden vilde foranledige, at Selskaberne undlod at fortsætte med Uddannelse af Skruebrækkere i denne Tid, men da han paa Anmodning om at lade afholde et Møde samme dag for at træffe Afgørelse herom, svarede afvisende, saa kunde man ikke gaa med til nogen Udsættelse, der jo kun vilde sætte Selskaberne i Stand til at faa Driften i Gang ved Hjælp af de uhyggelige Individer, der mod al Forventning meldte sig i rigelig Tal. Der er dog næppe heller nogen Sandsynlighed for, at Strejken vilde være undgaaet, selv om man var gaaet med til 8 Dages Udsættelse. Det ene af Selskaberne tilbød en Ubetydelighed, og det andet stillede sig fuldstændig afvisende, og de Forhandlinger, der senere kom i Stand, vise da ogsaa, at Forligsmanden kun i meget ringe Grad formaaede at indvirke paa Arbejdsgiverne. Men iøvrigt stolede man i Organisationen paa, at det ikke vilde være muligt at holde Driften i Gang ved Hjælp af Skruebrækkere, og at Selskaberne derfor hurtigt vilde komme til at give efter. Desværre regnede man fejl her. De, der meldte sig i den første Uge, regnede man ikke stort med, det var aabenbart Folk, der enten ikke vilde blive ved med at køre, eller som slet ikke kunde bruges. Men saa den 7. August strømmede der Folk til i hundredevis og tilbød sig, til Selskabets Tjeneste, og uagtet det selvfølgelig for en meget stor Del var noget forfærdeligt "Skrabsammen", saa viste det sig dog, at Selskaberne kunde bruge dem, uden at de i Forvejen fik nogen ordentlig Uddannelse og de nød oven i Købet Politiets og Autoriteternes særlige Bevaagenhed. Den 7. August henvendte Niels Hansen sig til Forligsmanden, og dette medførte, at denne indkaldte Repræsentanter for Hovedorganisationerne og Parterne til Møder, som afholdtes den 8., 10. og 15. August. Ved det første Møde fremsatte man fra Organisationens Side Forslag om, at Skruebrækkerne skulde fjernes, samt at Selskabernes Tilkendegivelse af, at Anciennitet og Pensionsret var bortfalden, toges tilbage. Selskaberne afviste Forslaget, de vilde antage. 60 Mand paa Enkeltmandskontrakter og uden Pension og Anciennitet. Ved det andet Møde gik Selskaberne noget ned i deres Krav,. de forlangte nu kun Skadeserstatning i Form af Lønreduktion i 3 Aar; det vilde for en Del Funktionærer betyde et Tab paa 900 Kr., de skulde nemlig alle ned paa laveste Løn: 1200 Kr. aarlig. Desuden skulde de stille et Depositum paa 300 Kr., som skulde tilfalde Selskaberne i Tilfælde af Strejke. Da der var Tale om ca. 300 Funktionærer ved de to Selskaber, kunde de paa den Maade stryge 90.000 Kr. i Kassen, den Dag Funktionærerne forlod deres Pladser. Selskaberne nægtede sig intet i Retning af at haane og sparke til Funktionærerne. Forligsmanden søgte vel at mildne lidt paa Forslaget, saaledes at det Mandskab, som genantoges, skulde generhverve Lønancienniteten den 1. Januar 1913. Kravet om Depositum var dog opretholdt i Forslaget. Selskaberne forkastede Forligsmandens Forslag og fastholdt deres eget, baade om den reducerede Fortjeneste og Depositumets Fortabelse i Tilfælde af Strejke. Imidlertid havde Friis-Skotte faaet foranstaltet et Møde i Frederiksberg Selskabets Bestyrelse, og der var det blevet aabenbaret, at der var en ikke ringe Splid blandt Bestyrelsens Medlemmer, og han mente, at det vilde være muligt at faa ca. 90 Mand af de gamle ind igen straks, hvis der sluttedes nu, men nogen skriftlig Garanti vilde Bestyrelsen dog ikke afgive herfor. Organisationens Bestyrelse udarbejdede nu sammen med Stauning et Forslag til Overenskomst; dette blev godkendt af Frederiksberg-Funktionærerne, men forkastedes af Tuborg-Klampenborgerne. Heller ikke Selskaberne vilde gaa med hertil. De fastholdt, vedblivende deres Standpunkt om Depositumets Fortabelse, og forlangte, at der skulde sluttes Overenskomst for begge Selskaber samtidig, og Forhandlingerne var dermed sprængte. En Mægling, som den tidligere Direktør paa Frederiksberg, Hr. Winsløv, forsøgte, forblev ligeledes resultatløs. Paa en derefter følgende Generalforsamling i Hovedorganisationen hvor det af Stauning og Bestyrelsen udarbejdede Forslag kom til Behandling, vilde man dog sikkert ved at vedtage dette have fundet et Grundlag, hvorpaa Forlig kunde sluttes paa nogenlunde antagelige Betingelser, men nu skete der dette, at 33 af de strejkende Frederiksbergere, som lige havde været hos Selskabet og tilbudt sig som Skruebrækkere, kom til Stede paa Generalforsamlingen, hvor der opstod Tumult. Det hele endte i fuldkommen Forvirring. Politiet kom til og ryddede Salen. Nogle af Forræderne havde vel faaet nogle Knubs, uden at der skete større Skade, men tre af vore Kammerater, deriblandt Organisationens Kasserer, A. Johansen, blev anholdt af Politiet, der foranstaltede en større Undersøgelse, som dog ikke bragte noget frem, og de anholdte maatte løslades efter nogle Dages Forløb. Denne Begivenhed ophidsede naturligvis yderligere Sindene, saa det ikke blev muligt at skaffe Lydhørhed for en mere rolig og nøgtern Betragtning, og det stillede Forslag blev da ogsaa forkastet med stor Majoritet, og Kampen førtes videre til Knald eller Fald. Den 21. August greb sag Arbejdernes Fællesorganisation ind i Striden. Bestyrelserne for de under Fællesorganisationen staaende Fagforeninger samledes til Møde, hvor Sagen fremlagdes. Der var kun een Mening paa Mødet, og det var den, at der skulde slaaes igen. Kampen var nu ikke længere en Sag, der alene vedrørte Sporvejsfunktionærerne, men den vedrørte hele den københavnske organiserede Arbejderstand. Mødet vedtog at protestere mod Selskabernes Angreb paa Organisationsretten, mod Skruebrækkeri og mod Politioverfaldene. Endvidere vedtoges det at boykotte de to Sporvejsselskaber, saaledes at ingen fagorganiseret Arbejder eller hans Husstand maatte køre med Selskabernes Vogne. Fagforeningerne sluttede sig med Begejstring til Beslutningen og offentliggjorde daglig i "Social-Demokraten" de paa deres respektive Generalforsamlinger vedtagne Resolutioner. Sporvejsfunktionærerne blev sat i Arbejde med at uddele Løbesedler og skaffe Navne paa Skruebrækkerne. I "Social-Demokraten" optoges Fortegnelse over disse Personer. Hele det store Apparat, som blev sat i Virksomhed, virkede paa en storslaaet Maade. At det virkede saa godt, skyldtes først og fremmest den udmærkede Maade, som "Social-Dem." skrev om Striden paa, og saaledes som den forsvarede Funktionærernes Interesser. For Selskaberne drejede det sig derfor ogsaa om at faa Bladet svinebundet, og de benyttede hertil Fogden. Først nedlagdes et ganske uberettiget Forbud mod, at Niels Hansen offentliggjorde Skruebrækkernes Navne og Adresser, samt at han ved Udspredelse af Løbesedler søgte at boykotte Selskaberne, ligesom der ogsaa kom Forbud mod at udstille Strejkevagter. Mod "Social-Demokraten"s Redaktør blev der nedlagt Forbud mod, at Bladet optog Meddelelser, hvis Indhold direkte eller indirekte var at opfatte som en Opfordring til Boykotning af Selskaberne. Fogedforbudet efterfulgtes af Sagsanlæg. Frederiksberg-Selskabet krævede saaledes en Erstatning pac 50.000 Kr., .og ca. halvandet hundrede Skruebrækkere, der paastod, at de var rene Engle maatte ogsaa kræve Oprejsning, fordi deres Navne var blevet nævnt i "Social-Demokraten". Ogsaa mod Murerarbejdsmændenes Fagforening, der havde været særlig haard ved Selskaberne og deres Kæledægger, blev der anlagt Erstatningsag. Trods alle disse Forsøg paa at kneble vor Bevægelsesfrihed, og trods Politiets Overfald paa Befolkningen, der tog Parti for Funktionærerne, fortsattes Boykotningen usvækket. "Social-Demokraten skrev hver Dag ildfuldt om Funktionærernes Kamp, og da Niels Hansen ikke mere kunde offentliggøre Skruebrækkernes Navne, tog Fællesorganisationens Sekretær, Karl Kiefer, fat og underskrev disse Fortegnelser, men ogsaa mod ham nedlagdes der Fogedforbud mod at offentliggøre de pæne Herrers Navne. For at holde Interessen vedlige, oprettedes nu af nogle unge Partifæller med Journalist Marinus Kristensen i Spidsen den saakaldte "Frederiksberg-Fodsportsforening", som agiterede for Fodsport paa Frederiksberg (underforstaaet: Undladelse af at køre med Selskabets Vogne). Mod denne Forenings Demonstrationer nedlagdes Politiforbud. Ved et Møde, som Foreningen afholdt i Forsamlingsbygningen paa Jagtvejen, var der mødt saa mange Mennesker, at de ikke kunde rummes i Bygningen; flere Tusinde maatte blive staaende udenfor paa Gaden. Alt forløb roligt til Mødet var sluttet og Deltagerne var kommen ud fra Bygningen, men sag fandt Politiet -- der formodentlig har ment, at det gik for stille af, og at de ikke kunde være tjent med at være udkommanderet i saa stort. et Tal, uden at der skulde være Fest - paa, at Gaden skulde rømmes, og da dette ikke gik hurtigt nok efter Politiets Mening, saa kan det nok være, at Stavene kom frem, og med en Lyst og Ihærdighed, der noksom viste, at hver Betjent ligefrem brændte af Begærlighed efter at komme til at slaa løs, dansede nu Kniplerne paa Ryggen af baade Kvinder og Børn. Man fik ikke just Indtrykket af, at det drejede sig om at faa Folk til at spredes, men meget snarere, at det gjaldt om at faa denne Masse drevet samnen i en Klump, saa det rigtig blev muligt at tampe løs. Politiet havde formelig tilrettelagt en hel Slagplan og havde sine Reserver skjult inde paa den lige overfor liggende Assistens Kirkegaard, parat til at komme frem og gribe ind, naar man havde faaet Folk drevet sammen i Klump. Selv om der vel nok aldrig er bleven lagt særlig Skjul paa, at Politiets Opgave var at værne Kapitalen og Overklassen i dens Magtstilling overfor Arbejderne, saa maa det dog siges, at der ved. denne Lejlighed. i særlig Grad blev lagt god Vilje i fra de enkelte Betjentes Side, og at disse derved for stedse har sat sig selv udenfor den Klasse, som de allerfleste af dem er udgaaet fra og i egentligste Forstand tilhører. De kapitalistiske Sporvejsselskaber og Skruebrækkerne havde, takket være Politiet haft en af deres store Dage. I de Dage, medens alt det foregik, undersøgte Forretningsudvalget for de samvirkende Fagforbund i Stilhed, om der var Grundlag for Klage til den faste Voldgiftsret over Selskaberne og Arbejdsgiverforeningen for Brud paa Septemberforligets Punkt 2, der omhandler gensidig Ret til at dekretere Arbejdsstandsninger i et hvilketsomhelst Omfang, naar blot der gives det foreskrevne Varsel. Selskabernes Krav til Funktionærerne om, at der skulde stille et Depositum paa 300 Kr. pr. Mand, som skulde fortabes i Tilfælde af Arbejdsnedlæggelse, var i Virkeligheden et Forsøg paa at hindre Organisations- og Strejkeretten og derfor i Strid mod det ovennævnte Pkt. 2 i Septemberforliget indeholdte. Forretningsudvalget indklagede derfor Arbejdsgiverforeningen og de to Selskaber for den faste Voldgiftsret, og Retten gav os Medhold. Ledende Mænd indenfor Arbejdsgiverforeningen stod imidlertid frem og erklærede, at Dommen ingenting betød, thi i Fremtiden vilde man kun beskæftige uorganiserede Arbejdere, og dermed mente man at være udenom denne Sag. I denne bitre Strid, som førtes med Kraft fra begge Sider, skete der pludselig en Vending, som endelig førte til Forlig. Den 21. September tog Direktør Nørregaard Parti i Striden ved at give Ordre til, at Vognene fra Raadhuspladsen skulde føres igennem til Ordrup ag Klampenborg; hidtil var de kun bleven ført ud til Takstgrænsen. Funktionærerne ved Københavns Sporveje vilde imidlertid ikke finde sig i at skulle støtte Selskabet derude paa den Maade, og ønskede heller ikke den nære Berøring med Skruebrækkerne, som dette vilde give, og hvis Kravet om Vognenes Gennemførelse opretholdtes, vilde det give Anledning til en Arbejdsstandsning ved Københavns Sporveje. Paa Grund af den nye Situation blev der sammenkaldt til Generalforsamling den 23. September. Man anmodede forinden Formanden for De samvirkende Fagforbund om at henvende sig til Borgmester Marstrand for om muligt at forhindre, at Beslutningen om Vognenes Gennemføring blev bragt til Udførelse. Denne Anmodning blev efterkommet, og den 22. September fandt der en Konference Sted med Borgmesteren. Forligsmanden blev samtidig underrettet om den nye Situation, og han besluttede sig derefter til at sammenkalde til Forligsprøve samme Dag. Borgmester Marstrand gav saa Ordre til, at Vognene indtil videre ikke maatte føres igennem. Ved Mødet hos Forligsmanden, som varede fra Kl. 7 Aften til 4 næste Morgen, mødte hele Organisationens Bestyrelse sammen med Repræsentanter for De samvirkende Fagforbund. Efter flere forgæves Forsøg lykkedes det endelig her at finde en Form for et Forlig, som kunde godkendes af et Flertal af saavel Organisationens som Selskabernes Repræsentanter, og dette blev saa af de paagældende underskrevet. Dern 23. September vedtog de Strejkende Forslaget, og den 26. holdt Fællesorganisationen Møde, hvor man efter en livlig Debat tog de givne Meddelelser til Efterretning og vedtog at hæve Boykotningen saasnart Sporvejsfunktionærernes Generalforsamling havde godkendt Forliget, hvilket skete samme Nat.

Til forsiden Til sporvogne Tilbage Til toppen