oprettet
28. september 2005
Siden
opdateret
30. september 2020
Til forsiden
Til aneoversigten
Skriv til mig
Gregers Olufsen Uf
og ukendt mor
Født: Omkring 1671
Døbt: (Tid og sted ukendt)
Død: 1746 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Begravet: 22. maj 1746 i Gammelstrup kirke, Fjends herred, Viborg amt
Stilling: Gårdmand
Gift 1: Mette Pedersdatter 24. april 1715 i Smollerup kirke, Fjends herred, Viborg amt
Børn:
Ingeborg Gregersdatter
Født: 1716 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Trolovet 2: Bodil Jepsdatter Gade 2. juli 1716 1744 i Gammelstrup kirke, Fjends herred, Viborg amt
Gift 2: Bodil Jepsdatter Gade 25. oktober 1716 i Gammelstrup kirke, Fjends herred, Viborg amt
Børn:
Johannes Gregersen
Født: 1717 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Kirsten Gregersdatter
Født: 1721 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Jeppe Gregersen
Født: 1724 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Ole Gregersen
Født: 1726 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Mette Gregersdatter
Født: 1728 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Dødfødt søn
Født: 1730 i Gammelstrup, Fjends herred, Viborg amt
Gregers Olufsen Ufs oprindelse er ukendt, men flere steder i Gammelstrup kirkebog kaldes han også Gregers Olufsen Svensker.
Han bliver åbenbart gift i en forholdsvis sen alder. Hans første ægteskab med Mette Pedersdatter bliver dog meget kortvarigt, men hun når at føde datteren Ingeborg, der døbes den 4. marts 1716 i Gammelstrup kirke. Allerede kort tid efter dør datteren, og hun begraves den 10. maj samme år. Den 2. søndag efter Trinitatis, den 14. juni samme år, bliver Mette Pedersdatter begravet. Hun var ved begravelsen 36 år og 9 måneder.
Meget hurtigt efter sin første kones begravelse trolover Gregers Olufsen Uf sig med Bodil Jepsdatter Gade. Parret får en række børn sammen, men den 27. oktober 1726 gå den tunge gang til kirken for at begrave sønnerne Jeppe og Ole, som når at blive henholdsvis 4 og ½ år. I december 1730 får parret en dødfødt dreng.
Gregers Olufsen Uf når en forholdsvis høj alder, da han ved begravelsen angives til 75 år.
Tak til Keld Hammer Pedersen for oplysninger.
Gammelstrup kirke, hvor Gregers Olufsen Uf bliver gift anden gang og senere begravet. Udateret postkort.
En teori om Gregers Olufsen Ufs oprindelse
I Historisk Årbog for Skive og Omegn, 1958, skriver Jens Østergaard bl.a. følgende:
I Gammelstrup kirkebøgers ældste bind i landsarkivet fandt jeg i sin tid navnet Gregers Olufsen med kendingsnavnet Svenske eller Uf. Han nævnes første gang 1716 og var fra den tid, indtil døden 1746 indhentede ham bosiddende i Gammelstrup by, Fjends herred.
Det tilføjede navn Svenske tydede naturligvis på, at Gregers O. var af svensk oprindelse, og ved en given lejlighed blev jeg gjort opmærksom på, at han muligvis var en svensk soldat, som under den store nordiske krig var kommet til Danmark og havde fundet sit levebrød i egnen.
(Note: Medens Gregers Olufsens navn Svenske må opfattes som givet ham af egnens beboere, må derimod navnet Uf på hans egen angivende være blevet indført i kirkebogen, og der er således grund til at regne med, at Uf var hans slægtsnavn i hjemlandet. Om han er en ætling af den forlængst uddøde skånske adelsslægt ved navn Uf, der nævnes indtil 1586 (se A. Thiset og P.L. Wittrup, Nyt dansk Adelslexikon 1904), må lades uafgjort.)
Dette forhold gav anledning til, at jeg fremskaffede mig nærmere oplysninger om Gregers O.s levnedsløb og hans efterkommere. Undersøgelsens resultat gav mig overraskende oplysninger om mange slægtslinier, som han er stamfader til, op mod nutiden. Da resultatet muligvis må kunne påregne interesse for en større kreds, forelægges det hermed i efterfølgende linier.
Den store nordiske krig, i hvilken Danmark, Rusland m.fl. lande var allieret mod Sverrig, førtes i årene 1709-1720. De danske våben havde skiftende held. Ved fæstningen Tønning i det sydvestlige Sydslesvig havde de danske våben held med, og 1713 måtte 11.000 svenske soldater overgive sig.
(Herefter baserer Jens Østergaard sig på en skriftlig kilde, som jeg mere detaljeret gennemgår nedenfor.)
Det er ikke lykkedes at efterforske og konstatere, om Gregers O. var en af de svenske soldater, der som frigiven krigsfange havnede i Gammelstrup. Sandsynligheden taler dog herfor, men oplysning herom vil formentlig aldrig med sikkerhed kunne fremskaffes.
Da Gammelstrup er beliggende i den egn, hvortil det vides, at svenske soldater som krigsfanger fordeltes - Lundgård har som herregård antagelig haft sit krigsfangehold - og da Gregers O.s dokumentariske fremtræden i egnen netop falder samtidig med eller noget før tilladelsen for svenske soldaters besættelse her i landet, synes det næsten at være overvejende sandsynlighed for, at Gregers O. - selv om bevis ikke kan føres - var en svensk soldat og krigsfange, der blev her i landet.
Den svenske feltherre Magnus Stenbock afleverer sin kårde til kong Frederik efter Tønnings kapitulation. Maleri af C.A. Lorentzen, 1800.
I det ovenstående har Jens Østergaard bygget på følgende bog: Magnus Stenbock og hans hær i dansk fangenskab 1713-1719, A.P. Tuxen og H.W. Harbou, Særtryk af Bidrag til den Store Nordiske Krigs Historie, Udgivne af Generalstaben, Bind V, København 1915.
Jeg har nedenfor gengivet relevante afsnit af bogen, som underbygger terorien om Gregers Olufsens oprindelse som svensk krigsfange, der bosatte og giftede sig i Gammelstrup.
Side 1.
Som i Kapitulationen i Oldenswort bestemt, marcherede Stenbocks Hær i Dagene 20.-26. maj 1713 ud af Tønning og videre efter de for de forskellige Regimenter udfærdigede Marcheruter. Transporterne blev eskorterede af Detachementer af 3. Sjællandske Rytter-Regiment, Jyske og Ungarske Kyrasserer, 200 Ryttere for hvert 1000 Fanger. Der blev beskikket Kommissærer til at sørge for Forplejning og Indkvartering under Vejs, og Ledelsen af hele Transporten var overdraget Oberst Poul Løvenørn. I Følge den fortrolige Instrux, der blev givet Løvenørn skulde det paalægges Eskortens kommanderende Officerer at paase, at Fangerne opførte sig ordentligt overfor Beboerne, ikke afpressede dem noget, men betalte for, hvad de fik; i øvrigt skulde der tilstaas dem al sømmelig Frihed; vilde nogen af Fangerne tage dansk Tjeneste eller desertere med god Maner(!), maatte deres Officerer ikke hindre dem deri; tværtimod skulde de eskorterende Officerer give disse et Vink om at se igennem Fingre hermed; men dette skulde ske, som om det kom fra Officererne selv, Kongens Navn maatte ikke indblandes i denne lidt kildne Sag.
Under Transporten fulgte de svenske Officerer deres Regimenter, men de maatte ikke indkvarteres sammen med Mandskabet, og, naar Marchen var endt, skulde de helt skilles fra dette; senere skete det samme med Underofficererne.
De menige Fanger blev delte i 2 store grupper, af hvilke den ene forblev på Halvøen, den anden ført til Fyn og senere til Sjælland. I Nørre- og Sønderjylland var Regimenterne ved Midten af Juni dislocerede saaledes, idet de vedføjede tal angiver Styrken ved Udmarchen, det andet i Juni Maaned:
| Aarhus | Brem. Drag. | 870 | 803 |
| -//- | Vestgøta Rytt. | 550 | 533 |
| Skanderborg | Artilleri | 159 | 115 |
| Horsens | Vestmanland | 412 | 390 |
| -//- | Elfsborg | 249 | 242 |
| Vejle | Vestgøta-Dal | 630 | 605 |
| Frdericia | Ekeblad | 360 | 182 |
| Kolding | Verd. Drag. | 631 | 470 |
| Haderslev | Pomm. Rytt. | 469 | 360 |
| Aabenraa | Brem. Rytt. | 420 | 85 |
| Eckernførde | Stenflycht | 47 | 24 |
| -//- | Pomm. Drag. | 679 | 588 |
| Tilsammen | 5476 | 4397 |
Opfordringen til at rømme eller tage dansk Tjeneste havde gjort saa god Virkning, at Styrken i den forløbne Maaned var gaaet ned med ca. 20 %. Afgangen var dog, som man ser, meget ulige fordelt; mindst ved de svenske Nationalregimenter, størst ved de Bremiske Ryttere, af hvilket en meget stor Del, der hørte hjemme i Stift Bremen, ikke ønskede at føres til Sverig, men paa ansøgning fik Lov til at rejse til deres Hjemland, der jo nu var i dansk Besiddelse.
I den anførte Fordeling skete der snart en Del Forandringer: Pommerske Dragoner blev flyttede til Aabenraa, Ekeblads Regiment til Viborg; Stiftamtmanden i Aalborg fik Ordre tilat skaffe Plads til ca. 600 Mand i Aalborg og andre Købsteder for nær ved Søkanten; hvis nogen vilde tage Tjeneste under Milicen eller hos Private i Omegnen, kunde det dog tillades.
Side 70.
De menige Fanger var ved Udmarchen fra Tønning blevne delte i 2 Grupper, af hvilke den ene førtes til Jylland, den anden over Fyn til Sjælland. En tredje Gruppe, der paa Grund af Sygdom ikke kunde afmarchere, blev indkvarteret i Ejdersted. Den samlede Styrke var, efter at Fangerne var komne til deres Bestemmelsessteder, rundt 9000 Mand, deraf henimod Halvdelen i Jylland, godt en fjerdedel paa hvert af de andre Steder.
Fangernes Kaar var ikke blide; Tidens humane begreber var ikke synderlig fremskredne, og Nationalhadet var stærkt, hvortil kom Uenigheden mellem den danske og svenske Regering om, hvem der skulde betale Fangernes Forplejning.
Den svenske Fortolkning af Kapitulationen kan synes naturlig, men den danske kan ogsaa forsvares, og at den ikke skulde være fremført i god Tro, er ubevisligt. Begge Regeringernes Pengeforlegenhed tilskyndede dem til at fastholde deres Standpunkter; men man skulde mene, at den svenske i Hensynet til sine egne Folks Bedste, havde haft en stærk Opfordring til at give efter, saa meget mere som den danske Regerings Udlæg dog under alle Omstændigheder skulde refunderes ved Udløsningen. Men, hvorom alting er, Uenigheden gik ud over Fangerne, især i Begyndelsen; senere hen bjærgede de allerfleste af dem, der ikke rømte, Livet ved at tage privat Tjeneste eller ved at lade sig hverve til den danske Hær....
Side 83.
Af menige Soldater, der ikke havde taget Tjeneste ved danske Regimenter, var der i Begyndelsen af 1715 ialt 2435 tilbage, nemlig 853 paa Sjælland, 155 paa Fyn, 1127 i Jylland og 300 i Slesvig. Disse Tal støtter sig vistnok til Indberetninger, som Biskopperne nogle Maaneder i forvejen havde faaet Befaling til at indhente gennem Provster og Præster, men hvoraf kun en Del er i Behold, og disse er endda saa uensartede, at man ikke deraf kan uddrage noget samlet Resultat. Nogle af Præsterne har saaledes medregnet Fanger, der havde ladet sig antage i det stedlige Landregiment, andre ikke; nogle har medtaget Folk, der havde midlertidigt Arbejde i Sognet, hvilke altsaa kan være opførte to Gange o.s.v.
Side 85.
Kongen traf saa den Bestemmelse, at der fra Jylland skulde sendes 602 Fanger til Norge, og at Resten skulde fordeles over hele Danmark til Godsejerne med 1 for hver 50 Td. Hrtk., til Sognepræsterne med 1 til 2 og 2 Pastorater og til Købstederne efter Folketallet. De Fanger, der fandtes paa Øerne skuldes deles ligelig mellem Sjællands og Fyns Stift, men af det sidst nævnte skulde Laaland og Falster belægges stærkere end der efter den almindelige Regel vilde tilkomme disse Øer, antagelig fordi de ellers kun i ringe Grad blev besværerede med Indkvartering. I Jylland blev kun de 3 nordlige Stifter belagte og for Godsejernes Vedkommende i Aalborg Stift kun Dueholm, Ørum og Vestervig Kloster Amter, i Viborg Stift Skivehus Amt.
Der blev fastsat følgende Fordeling:
| Sjællands Stift | Fyns Stift | Aalborg Stift | Viborg Stift | Aarhus Stift | |
| Godsejere | 218 | 256 | 87 | 25 | 108 |
| Sognepræster | 96 | 70 | 45 | 45 | 81 |
| Købsteder | 188 | 182 | 40 | 34 | 60 |
Da Stiftamtmand Gersdorf i Aalborg imidlertid forespurgte, om denne Fordeling skulde gennemføres ogsaa for dem, der havde fæstet Gaarde eller Huse paa Proprietærgodst eller havde akkorderet med Bønder om aarlig Kost og Løn eller ernærede sig ved deres Haandværk, blev der svaret, at saadanne maatte blive, hvor de helst vilde, naar det blot blev antegnet, hvem der sagde god for dem; Navnene skulde opgives paa Amtsstuerne. Det viste sig nu, at næsten alle Fanger i Jylland kunde tjene deres Brød der, hvor de opholdt sig; og, da det ikke kunne betale sig at fragte Skibe til de højst 100 Mand, der blev til overs, blev Planen om at sende Fanger fra Jylland til Norge opgivet.
Side 89.
I 1717 blev der givet almindelige Regler for de Svenskes Bosættelse her i Landet: De, som beviste, at de ikke var trolovede eller viede i Hjemlandet, maatte lade sig lovligt vie i Danmark; de kunde nedsætte sig, hvor de vilde, og tage Tjeneste, hos hvem de vilde, naar de paa Tinge havde aflagt Ed paa at ville blive her deres Livstid som andre Undersaatter, hvorefter de ikke længere skulde kaldes og agtes for svenske Fanger.
Selv om intet er bevist, er der meget, som tyder på, at Gregers Olufsen Uf var en karolinsk krigskarl, som havnede i fangenskab, men for hvem det lykkedes at fæste bo og stifte familie i et nyt land.
Til aneoversigten
Til toppen
Write me