Michael Bartholin Næhr

Mel.: Aa kjøre Vat'n, aa kjøre Ved.

Nu mange Aar er svundne hen
Siden Næhr kom nær og saa sin Pige
Og spurgte vil Du ha' mig til Ven,
Jeg elsker Dig jeg maa Dig sige.
Og jeg vil polstre da alt for Dig,
Naar blot at Du saa vil have mig;
I Kjærlighed
0! da jeg ved
Jeg frejdig til mit Arbejd' iler.

Johanne svarer med skjelmske Blik
Paa Michaels frie, djerve Tale:
Ja, hvis at jeg til Mand dig fik,
Du lystre maa og jeg befale.
Først laver Du mig en Chaiselong,
Med Silke, Plyds og fjong Facon,
En Himmelseng
Med flot Gehæng,
Hvor Amor svæve skal i Toppen.

Og saa vort Bryllup vil jeg ha'
Hos Præsten i vor Frue Kirke,
Og jeg vil kjærligt ha' Lov at ta'
Din Vilje, samt din Pung at lirke.
For jeg vil kjøbe i Maal og Vægt,
Saa jeg kan tjene til din Thevandsknægt;
Thi først jeg tror
At Lykken bor,
Hvor Fatter faar sin Punch i Hjemmet.

Og Næhr han sagde Ja til alt
For Hanne blev hans Slid og Møje,
Han tapetsered' med Gevaldt,
Thi Fremtiden stod ham for Øje.
Og Ægtestanden er jo ej Plaser,
Man savner altid meer og meer;
Og der kom smaa,
Vi kan forstaa,
De vandred' ej paa Rosenstien.

Og saa tog Næhr til Nærum By,
Der savned de en Sadelmager,
Og da som Svend han havde Ry.
At kunde lave alle Sager.
Men Arbejd' kom der dog jo ikke nok,
Naar ventes kan en Børneflok,
Saa drog han væk
For i Taarbæk
At høste Frugt af sine Gaver.

Men Vint'ren der blev ham for sløj,
Naar Som'ren havde været mager,
Og Kunderne som Vildgæs fløj
Ved Efteraar til andre Agre.
Saa sagde han da en Morgenstund:
"Hør Mutter, ved Du? Charlottenlund
Og Ordrup By
Skal have Ry,
Der trives herligt Haandværksstanden."

Saa vil vi tømme en fælles Skaal
For ham og for hans tro Veninde,
Og den skal drikkes fra bredfuldt Maal
For hvert et sødt, velsignet Minde,
Som her i Aften de tænke paa,
Om røde Roser og Øjne blaa.
Ungdom i Sind,
Roser paa Kind
Fra lyse, ungdomsglade Dage.

Vi ønske Fremtiden skjøn maa staa
For Dem og saa for deres Kjære,
At Sølverkransen de nu har paa
Engang i gylden Pragt de bære.
Gid Børnekjærlighedens rige Væld
Maa lyse for Jer mod Livets Kvæld,
At naar I staa,
Gamle og graa,
I dog har Sommer i Jert Hjærte.

(Brandgul)